NETVÆRK FOR BØRN, HAVER,
PRAKTIK OG DIDAKTIK
Jordens Skole og det innovative skolenetværk 'Skole i morgen' inviterer til en række online møder om naturforbundethed. På hvert møde vil der være inspirationsoplæg fra ind- eller udland og faglig udveksling.
Se forside/kalender for datoer
Følg også begivenheder i Jordens Skoles facebook-gruppe
Husk at tilmeld dig netværket nedenfor og få opdateringer
I en tid hvor vores ord for naturen bliver erstattet af digitale begreber i livets store ordbog, og hvor børn i dag kan nævne flere realitystjerner end træ-arter, har vi sat os for at genskabe jordsansen og naturforbundetheden hos børn - og hos os selv.
Et af initiativerne er et fagligt, ambitiøst, men uformelt netværk for undervisere, pædagoger, fritidsledere og forældre under overskriften 'Børn, haver, praktik og didaktik’.
Fra april 2024 inviterer vi til en række udforskende udviklende netværks-samtaler om de metoder, som kan bringe os tættere på livsgrundlaget og livskræfterne og vise vejen til en dybere forståelse for naturens elementer og skabelsesmønstre.
Vi vil udforske spørgsmål som disse:
-
Hvordan kan regenerative og permakulturelle metoder i haven blive til læringsforløb, der er kompatible med skolen i dag?
-
Hvad opstår der i krydsfeltet mellem fællesskab, forandring og forankring?
-
Hvad sker der, når vi samarbejder med naturen, og med hinanden, og skaber konkrete og reelt brugbare forandringer, lige der, hvor vi er?
Vi åbner værktøjskassen med gøremål og aktiviteter, som man kan lave med børn i haven under åben himmel og genererer sammen idéer til nye inspirerende didaktiske greb, der kan bringe os tættere på det kraftfulde felt, hvor vi begynder at opleve, at vi er natur.
Vær med til et nybrud indenfor skole, læring og undervisning.
Du kan også melde dig til nedenfor, så sender vi dig opdateringer.
Vi glæder os til at se dig
Værter: Lisbeth Ingeman Sørensen og Helle Solvang fra Jordens Skole
Netværksmøderne er en del af universet ‘Skab permahaver med børn’ med podcast, blog, havebesøg, workshops og efteruddannelse i Jordens Skole. Læs mere HER