top of page

PODCAST: DET KOSTER EN BONDEGÅRD AT REDDE VERDEN

Sylvester Rishøj har tjent millioner på at sælge virksomheden bag det populære mobilspil Subway Surfers. Pengene bliver i disse år målrettet brugt på at opkøbe jord for at dyrke det regenerativt og bæredygtigt. Han bor i bofællesskabet Hyllegården i Hvalsø omgivet af et økologisk permakulturelt landbrug. Han er også investoren bag 100 hektar jord på Øm Klostergaard ved Lejre, som skal være fremtidens forsøgsgård for regenerativ dyrkning. Med pengepungen vil han hjælpe landbruget med den grønne omstilling med meget mere plads til naturen men også til eksperimenter med ny teknologi og lukkede dyrkningssystemer.

Fællesspisning i bofællesskabet Sjællandsk Muld ( Fotograf: Johanna Lundell)


LYT TIL 'DET KOSTER EN BONDEGÅRD AT REDDE VERDEN'


Spotify: HER Bliv på Jordens Skole og lyt HER


- findes også på Google Podcast, iHeartRadio. Podchaser og andre tjenester

(udgivelsesdato: 18. september 2022)


Birgitte Sally er kommunikationsrådgiver, fåreavler og nabo til Sylvester Rishøj på Hyllegården. Hun undrede sig over, at manden, der sjældent går rundt på markerne eller har hænderne i mulden, alligevel investerer så mange penge i jord. Hun har talt med den klarttænkende og visionære tegner og investor, der tænker ud af boksen og kigger langt ind i fremtiden. "I min optik er det fantastisk at der findes idealistiske mennesker med penge, der gør en mærkbar indsats for at være med til at finde løsninger i en rigtig vanskelig

tid, hvor den ene krise overdøver den anden", siger hun. Selvom hun aldrig havde lavet podcast før, fik hun lyst til at kaste sig ud i det for at også andre kunne høre Sylvesters historie og lade sig inspirere til at føre pengene derhen, hvor det virkelig batter. 'Det koster en bondegård at redde verden’ er et resultatet af et podcast masterclass-forløb i Jordens Skole hos radiodokumentarist Helle Solvang og er udgivet her på Jordens Skoles medieplatform. Du kan støtte produktionen ved at sende et selvvalgt beløb til Jordens Skole pr. mobilepay: 51 44 56 10 (Solvang). Skriv venligst 'Støtte til podcast'. På forhånd tak.


Af Birgitte Sally

Klimakrise, fødevarekrise og krig i Ukraine sætter alt sammen sit præg på verden, og

tvinger os til at tænke nyt. Sylvester Rishøj er et af de mennesker der evner at tænke helt ud af boksen, når vi skal finde på løsninger til redde kloden i en tid, hvor vi i den grad er ved at underminere vores egen eksistens.


Sylvester har penge, som han har tjent på at sælge sin virksomhed Sybogames, der står

bag mobilspillet Subway Surfers. Nu kanaliseringer han penge over i landbruget, for vores landbrugsproduktion er i dag en del af problemet i forhold til udledning af CO2 men også potentielt en stor og vigtig del af løsningen.

Han er etableret virksomheden Arkaia der opkøber jord og støtter små start-ups, der viser nye veje for vores madproduktion.


Sylvester tegner fremtidens lukkede dyrkningssystemer. (Fotograf: Birgitte Sally)


Sylvesters seneste investering er Øm Klostergård med 100 hektar landbrugsjord i Lejre. Nøglerne har han og et dedikeret team overtaget d. 1. september 2022. Planen og drømmen er, at det skal være et landbrugslaboratorium, der kan afprøve nye dyrkningsmetoder og ny landbrugs-teknologi. Alt sammen for at sikre en bæredygtig fødevareforsyning i fremtidens ændrede klima.


Der er åbent hus på Øm Klostergaard den 10. september for alle interesserede. FIND VEJ TIL ÅBENT HUS PÅ ØM KLOSTERGAARD VED LEJRE

Sylvester og hans team i Arkaia har overtaget nøglerne til Øm Klostergaard 1. sept 2022. (Foto hentet fra Øm Klostergaards hjemmeside.)

Jeg har investeret i Øm Klostergård, fordi måden vi bruger vores jord er nøglen til den grønne omstilling og på mange måder den mest meningsfulde måde at lave forandring på. Man kan sige 'det koster en bondegård at redde verden' og med den tanke, har jeg købt en bondegård med 100 hektar, selvom jeg ikke er landmand.

Sylvester Rishøj



Landbrugsstøtte og omstilling

Der skal en kæmpe omstilling til for at landbruget kan være med til at ændre sig for alvor.

Dels skal man kunne dyrke på langt mindre arealer og langt mere mangfoldigt, for at sikre at vi skaber mere liv i den jord, der omgiver os. Jeg er sikker på at alle landmænd gør deres bedste. Men som landmand i dag er man også virksomhedsejer og indtjeningen er derfor et helt nødvendigt fokus. Men der er noget galt med den måde, indtjeningen er skruet sammen på. I dag er det sådan, at den EU-støtte, som går til landbruget i hele Europa, støtter det monokulturelle landbrug. Du kan derfor ikke som landmand få andel i støtten, hvis du vælger at have mange forskellige afgrøder på samme hektar, og som landbrugsstøtten er skruet sammen i dag motiverer den heller ikke til at dyrke i flere lag. Og det er derfor en barriere for at fremme den form for dyrkning, som vi har brug for i et bæredygtigt landbrug. Med polykultur frem for monokultur og med samplantning af forskellige afgrøder kan vi bevæge os mod et mere mangfoldigt og robust landbrug med levesteder for mange dyr og potentielt lagring af en mængde kulstof i jorden.


Det er jo et kæmpe potentiale, som vi der går glip af, fordi vi ikke med vores fælles landbrugsstøtte inviterer til dyrkning med mange bundlinjer - herunder hensynet til naturen. I følge FN er det slut med at dyrke på de monokulturelle marker om ca. 60 år, hvis vi fortsætter på samme vis. Så den nuværende vej er på ingen måder holdbar. Derfor er Sylvesters investering et eksempel til efterfølgelse for alle, der har penge at investere og hjerte for vores livsvilkår på planeten.


Fremtidens landbrug er regenerativt og kulstofbindende

Det har tidligere givet god mening at dyrke store monokulturelle marker, fordi man med

ens afgrøder og store maskiner har kunnet effektivisere landbruget og høste store

mængder fødevarer - men desværre uden helt at vide, hvilken skade, der ville ske på lang sigt.


I dag ved vi, at det ødelægger jorden, jord eroderer og dyrearter forsvinder. Det er ikke modstandsdygtigt nok og kræver flere og flere kunstige tilsætninger. Hvis man skal støtte det regenerative landbrug, hvor man i højere grad efterligner naturens økosystemer, så skal man støtte de landbrug, som evner at binde betydelige mængder af kulstof, og vi skal som samfund lægge afgift på den CO2 udledning, der sker i landbruget. Hvis det sker, kommer det til at rykke for alvor. Der er gode takter i EU på det her område, men spørgsmålet er, hvornår der er en støtte klar, som for alvor kan flytte landbruget i den rigtige retning. Derfor er det befriende, når investorer vælger at støtte eksperimenter og forsøg.


Vores traditionelle måde at lave landbrug på er en ørken, når man taler om liv. Landskabet er kun nogle få arter så langt øjet rækker. Hvis vi kan påvirke det, hvis vi kan vise de eksisterende landmænd andre måder at lave landbrug på, opbygge biodiversitet, binde kulstof - potentielt enorme mængder kulstof, hvis vi ikke pløjer jorden. Hvis vi kan skubbe en omstilling af landbruget i gang. Der er god grund til at prøve at inspirere, og vise hvad vi kan.

Sylvester Rishøj


Landskabet ved Hyllegård Høje, Hvalsø. (Fotograf: Johanna Lundell)

Mange af os kender til følelsen af afmagt, når vi står overfor problemer der er så store at vi

næsten ikke kan favne dem, men noget af det vi alle sammen kan, er at vi kan forpligte os

til at gøre vores bedste i det liv, vi nu en gang lever. Vi kan bruge vores stemme, så vi får politikere fra alle hjørner af det politiske spektre, som vil være med til at fx at sætte afgift på de varer og ydelser, der accelererer CO2 udledningen. Jeg deler Sylvesters længsel efter at vi forpligter os i langt højere grad.


Overordnet savner jeg, at vi har en kurs som fælles passagerer på det her rumskib. Men lige nu trækker vi globalt i alle mulige forskellige retninger. På den måde opdager vi ikke, at vi er i færd med at ødelægge vores rumskib. Jeg savner forpligtethed! En forpligtethed, som er koblet med en forståelse, som kommer indefra i hjertet af det enkelte menneske. Ellers er det ikke bæredygtigt, tænker jeg.

Sylvester Rishøj



Graffiti af Sylvester på stalden i Hyllegård Høje. (Fotograf: Sylvester Rishøj)



Plads til eksperimenter

Sylvester er udmærket klar over, at det her bliver vanskeligt, men han har modet til at

eksperimentere og være med til at skabe løsninger. I Klostergårdens landbrugslaboratorium vil der blive målt på resultaterne i samarbejde med forskningsinstitutioner, så frugterne af arbejdet, kan komme hele landbruget til gavn.


Klostergårdens fokus bliver i første omgang at dokumentere kulstofbinding og opbygning af biodiversitet i samarbejde med universiteterne og udenlandske institutioner, og så må alle de andre drømme finde plads derude henad årene - der skulle være plads til det hele tænker jeg.

Sylvester Rishøj



OM SYLVESTER RISHØJ Bachelor i animation, tidligere spiludvikler, medstifter af SYBO Games og medskaber af mobilspillet Subway Surfers. Stifter af Arkaia, som investerer i regenerativt og resilient landbrug.


Sylvester Rishøj. (Fotograf: Birgitte Sally)



OM PODCASTEN 'Det koster en bondegård at redde verden' er blevet til som del af Jordens Skoles Lovesoil Podcast Masterclass. Lyt med og lad dig inspirere af Sylvesters historie om at tænke ud af boksen, og få en forståelse for, hvorfor Sylvester køber jord. DEL DEL DEL Det er Jordens Skoles håb, at vi alle sammen bidrager til at landbruget kan foretage en grøn omstilling. Ved at lytte til Sylvester Rishøj får man et stærkt indblik i nødvendigheden i at engagere sig. Det er også håbet, at du vil være med til at sprede tanker og ideer om den jord, som vi alle sammen lever på og er dybt afhængige af. Så hvis du synes det her vækkede noget i dig, så send et tip til en ven eller kollega. Mange tak.


TAK FRA TILRETTELÆGGER BIRGITTE SALLY

En stor tak til Sylvester for din tid og din lyst til at dele tanker og drømme om vores liv

her på jorden, nu og i fremtiden.

En stor tak til redaktionen: Helle Solvang (daglig leder af Jordens Skole og

podcastredaktør), Sara Troense (redigeringsteknisk rådgiver) og til mine medkursister:

Signe, Ronja, Hanne og Lisbeth.

De varmeste anbefalinger af Jordens Skoles Lovesoil Podcast Masterclass herfra.



Birgitte Sally.


Cand.mag i kommunikation og teatervidenskab, psykoterapeut og fåreavler, tidligere økologisk landmand på Kirsebærgården i Odsherred.

Skaber af podcasten ’Det koster en bondegård at redde verden' på medieplatformen Jordens Skole i forbindelse med deltagelse i 'Lovesoil Podcast Masterclass' 2021


/ Birgitte Sally www.instagram.com/birgittesally


Fotograf Frederik Sally

Comments


bottom of page