Hvor mange herinde drømmer om at flytte på landet og være selvforsynende?
Det spørgsmål blev stillet til en propfyldt biografsal umiddelbart før premiere-visningen af filmen ‘Den største lille gård’ på CphDox festivalen sidste år. Der var en skov af hænder.
Mindst halvdelen af os drømte om et sted, hvor hønsene bevæger sig frit og grisene roder i skovbunden, hvor der er en lille å, der slynger sig gennem haven og et vildnis, hvor man kan plukke løvstikke til suppen. Da filmen var slut, blev spørgsmålet stillet igen, og da var der knapt så mange hænder. Nærmest kun en lille lund! Det kræver alligevel lidt for meget arbejde og tålmodighed, at være jordbruger.
Bagefter diskuterede vi, hvordan folk, der bor i byerne, kan bidrage mere aktivt til den bæredygtige udvikling på landet. Og hvordan drømmen, som mange har, rent faktisk kan blive mere realistisk og attraktiv, hvis vi går sammen og hjælpes ad?
‘Den største lille gård’ vises i disse uger i de mindre biografer over hele landet. Filmen skildrer et ægtepar, som flytter fra storbyen Los Angeles til ‘Apricot Lane Farm’ - og selvom navnet lyder romantisk, så består den af 200 ha udpint ørkenjord. Med venners hjælp og en donation i rygge anlægger de en gigantisk urte- og frugthave’ i smukke former. Parret vil drive stedet uden brug af pesticider, antibiotika, hormoner, tunge maskiner og industrialiserede teknikker. De får at vide, at der bare lige skal gå syv år, inden mikroorganismerne i jorden er bragt i balance. Og da vil de få en høst, de ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig. Det lyder for godt til at være sandt, og i løbet af de syv år er der nedture nok: Prærieulven dræber hønsene og snegle destruerer frugttræerne. Og sådan bliver det ved.
På trods af modgang holder ægteparret fast i troen på det regenerative princip og på idéen om at leve i pagt med naturen. De mange hænder, der skal til, når man ikke bruger store maskiner, skaber et fællesskab, der er med til at holde modet og humøret oppe. Efter syv år, begynder naturens egne organiske processer, ganske som forudsagt, at indgå i en symbiose.
Dyrene begynder at trives og samarbejde, og det, der var gold ørkenjord giver nu gaver til overflod. Jeg fandt det interessant at tusinder, igennem en dokumentarfilm, lærer om, hvad der sker, hvis vi lader naturen regenerere og holder op med at forsøge at dominere den. Hvorfor lærer vi ikke om det i skolen? Hvorfor gør landbrugselever det tilsyneladende heller ikke?
Det spørgsmål undrer også de halvfjerds unge danske frilandsgartnere, bønder og jordbrugsinteresserede, der mødtes i Knabstrup i weekenden. Formålet med mødet var at støtte hinanden og dele viden om, hvordan man skaber liv i jorden ud fra devisen; Når jorden har det godt, har planterne det også godt. Mange af deltagerne er nyuddannede eller studerende og de kom rejsende fra alle landsdele - og sågar også fra Norge. Nogle af dem er ved at etablere højskoler med fødevarer og jordbrug som omdrejningspunkt, nogle leverer grønt til restauranter eller producerer æg, æblemost og cider og sælger det på torvet. Stort set ingen af dem ejer selv jord, og de har mere tilfælles med den internationale hurtigt voksende bevægelse for regenerative metoder, end med landbrug og gartneri herhjemme.
Rammen om seminaret var Makvärket - et økologisk eksperimentarium i den tidligere keramikfabrik ved Knabstrup Teglværk i Vestsjælland, og måltiderne blev komponeret af de friske råvarer, som deltagerne hver især medbragte fra deres marker og haver.
De har åbnet hjemmesiden regenerativ.dk, stiftet en forening og organiseret sig i arbejdsgrupper. Det de ønsker er først og fremmest at faget tager et større globalt ansvar for klimaet, at flere mennesker bliver beskæftiget ude på landet, og at brugen af de store maskiner mindskes. De vil skabe liv i jorden og i landskabet og øge biodiversiteten. De vil kort sagt gerne bidrage til den enorme krise vi står i og det var livgivende at de talte om, hvad det er for nogle skønne fællesskaber og struttende sunde afgrøder, vi kan lave, end om klimaregnskaber og verdensmål. Og jeg kan ikke tænke på noget mere meningsfuldt for unge, end at drive et små-skala landbrug sammen og tiltrække mikro-virksomheder, der kan hjælpe med at forarbejde høsten på gården: Olier, marmelade, saft, cider, fermentering og brød. Der er behov for kreativitet og mangeartede fagligheder i arbejdet for at gøre de små brug økonomisk bæredygtige. Og små brug bliver der mange af, når en stor del af landmændene i de følgende år går på pension.
Der er bare det problem, at det kan være svært for den unge generation at få lov til at låne penge i banken til at overtage disse gårde. Og ingen af de eksisterende jordbrugsuddannelser herhjemme forbereder de unge til at dyrke små alsidige brug. Derfor er de gået sammen, så de kan hjælpe hinanden og udveksle viden, som de ofte har tilegnet sig på praktikophold i udlandet eller på nettet.
Nogle af dem står bag et borgerforslag om oprettelsen af en statslig jordbrugsfond til små ‘“miljø- klima- og menneskevenlige landbrug”. Med en grundkapital på 1 millard kroner og 10 milliarder kroner til lån eller statsgaranti skal fonden årligt opkøbe 20-30 landbrugsejendomme som unge jordbrugere kan forpagte eller købe. I dag bliver de små brug ofte opkøbt af store investorer og kapitalfonde til stordrift og produktion af dyreforder. De små alsidige brug skal anvende nænsom jordbehandling og andre regenerative metoder, øge artsrigdommen med blandt andet levende hegn mellem mindre marker og producere mad til mennesker frem for foder til dyr.
Den regenerative måde at dyrke jorden på, er i rivende udvikling. Ikke mindst fordi det er en del af svaret på, hvordan vi kan lagre kulstof og dermed dyrke jorden mere klimavenligt og samtidig få flere næringsstoffer og smagen tilbage i vores afgrøder. Hvis vi så også i samme bevægelse kan bevæge os fra konceptet ‘den ensomme landmand’ til fællesskaber og kollektivt ejede gårde, bakket op af en statslig Jordbrugsfond for småskala dyrkning, så har vi opskriften på, hvordan flere unge vil føle sig tiltrukket af det dyrkende erhverv. Og at flere familier får modet til at udleve deres drøm om at flytte på landet.
/ Helle Solvang Grøn folkeoplyser, facilitator, dokumentarist, inspirator og kulturiværksætter. Stifter og leder af Jordens Skole
Læs artiklen online på Fyens Stiftstidende HER
Læs mere om Jordens Skole lige her:
Facebook-side: www.facebook.com/jordensskole
Facebook-gruppe: www.facebook.com/groups/889981558099811
Instagram: www.instagram.com/jordens_skole/?hl=da
Hjemmeside: www.jordensskole.dk
Comments